Priskrigen stikker af: "Lidt åndssvage priser"
Som regel er der op til jul gode tilbud på en række produkter, der er stor efterspørgsel på i julen.
I år er ingen undtagelse. Tværtimod faktisk - for priskrigen har nået nye højder. Eller nærmere et nyt lavpunkt.
Ser man på priserne på Lurpak-smør, som alle de store dagligvarekæder har på tilbud i denne uge, så kan man få den helt ned til 3,65 kr. for 200 gram hos Coop365.
Priser på Lurpak (200 gram)
- Coop365: 3,65 kr.
- Netto: 4,50 kr.
- Meny: 6,95 kr.
- Lidl: 5,45 kr.
- Rema 1000: 4,50 kr.
- Kvickly: 5,95 kr.
- Bilka: 4,50 kr.
- Fakta: 5,95 kr.
- Føtex: 4,50 kr.
- SuperBrugsen: 5,95 kr.
- Aldi: 5,95 kr.
Kilde: Etilbudsavis
Det dyreste sted at købe Lurpak i ugen er Meny, hvor det koster 6,95 kr. for 200 gram.
Men smøret er ikke det eneste, der er sat gevaldigt ned.
Mange kæder har ligeledes tilbud på flæskesteg. Her har både Netto og Coop365 flæskesteg til 4,75 kr. per halve kilo, men mange steder fås det til under 10 kr. per halvkilo.
Men så er spørgsmålet, om det overhovedet er en god forretning. For der kan selvsagt ikke være nogen stor avance - hvis nogen overhovedet - når priserne er så lave, men kan det opveje for det, hvis kunderne køber en masse andre varer, når de handler?
Priser på flæskesteg (pr. halvkilo)
- Fakta: 6,95 kr.
- Coop365: 4,75 kr.
- Netto: 4,75 kr.
- Lidl: 6,95 kr.
- SuperBrugsen: 7,95 kr.
- Aldi: 7,95 kr.
- Dagli'Brugsen: 14,95 kr.
- Bilka: 5,95 kr.
- Kvickly: 7,95 kr.
- Meny: 7,95 kr.
- Føtex: 5,95 kr.
- Rema 1000: 4,95 kr.
Kilde: Etilbudsavis
Mogens Bjerre, der er ekspert i detailhandel på CBS, mener, at det uden tvivl blot handler om at få flere kunder i butikken, som forhåbentligt vil købe nogle øvrige varer.
- Det her er jo bare ren krig for at få kunderne ind. Alle hæmninger er væk. Alle andre hensyn er sat til siden. For nogle kæder passer det helt fint til deres image. I andre kæder skal man passe på, at man ikke støder kunderne og sender de forkerte signaler, siger Mogens Bjerre til BT, mens han også kalder de billige tilbud for "lidt åndssvage priser".